Når uheldet er ude, står vores vagtkreds til akut rådighed for vores klienter 24 timer i døgnet 365 dage om året.
I vagten er tilliden til dyrlægen altafgørende, og som kunde hos os, er du altid sikret adgang til et team af kompetente hestedyrlæger. Dette er et loyalitetsbånd mellem hesteejer og dyrlæger, og døgnvagt skal betragtes som en service overfor vores faste klienter. Man kan kalde det en VIP ordning.
I vores vagtkreds er du fast klient, når dyrlæger fra vagtkredsen vaccinerer hesten hvert år eller har tilset hesten indenfor det sidste år.
For få år tilbage brugte hesteejere oftest den nærmeste lokale dyrlæge til vaccination, rådgivning og behandling af hesten. De seneste år har der været en stigende tendens til at nogle dyrlæger tilser hesten indenfor normal arbejdstid, men ikke stiller et akut og ofte dyrt beredskab til rådighed. Det kan skyldes at dyrlægen kommer fra en anden landsdel eller at dyrlægen udelukkende ønsker at arbejde indenfor normal dag tid, uden at lade sig forstyrre af akut opstået sygdom eller tilskadekomst.
Planlagte besøg er mere effektive for dyrlægen, men efterlader ejeren uden sikkerhed for hjælp i en akut situation.
Vores vagtkreds oplever derfor et stigende antal henvendelser fra hesteejere som står uden veterinærhjælp i vagten. De er ikke faste klienter hos os, men Dyreværnsloven og vores dyrlægeløfte forpligter os til at tilse og behandle alvorligt syge heste.
Vi gør derfor opmærksom på, at vi tillægger et beredsskabshonorar på kr 2537,50 + moms til klienter der ikke betjenes af vagtkredsens dyrlæger i dagtiden. Dette tillæg er udover vores vagttillæg som imellem kl 16 og kl 22 er 100% og imellem kl 22 og kl 08 er 200%.
På alle vagtbesøg tillægges 500 kr + moms i køretidshonorar udover alm kørsel.