Hos Rebild Hestepraksis er vi specialiserede i tandbehandling til hest, og begge dyrlæger har taget efteruddannelse inden for området. Det betyder, at vi både kan diagnosticere, behandle og rådgive om forbyggende tiltag, så din hest er sikret den optimale tandsundhed.
Derfor er det vigtigt med sunde tænder
Hos alle herbivorer (planteædere) har et sundt tandsæt stor betydning. Hesten æder gerne 18 timer i døgnet og har derfor kraftige tænder og kæbeled, som findeler føden, inden det kommer videre i mave- og tarmsystemet. Får hesten ikke nok at æde, eller fungerer tandsættet ikke optimalt, kan det føre til lidelser i mave-/tarmsystemet, som vil give sig udslag i kolik, mavesår, nedsat præstation eller dårligt huld.
Men et utilpasset tandsæt kan føre til andre problemer, når vi bruger hesten som ridehest, uanset hvilket niveau ridningen dyrkes på. Vi tilbyder tandbehandling til din hest, som er tilpasset dig og din hest individuelt.
I forbindelse med tilvænning til bid
Når hesten skal arbejde, bliver den bedt om at bøje sin krop fra mule til hale. Dette gøres først under longering og siden under ridning.
Smidiggørelse af begge hestens sider er en væsentlig del af træningen af alle typer rideheste. Som rytter skal man være meget opmærksom på, at denne bøjning allerede starter i hestens kæbeled. Når hesten bliver bedt om at gå til bidet, vil den skyde underkæben en smule frem, og når den bliver bedt om at stille sig til venstre, vil underkæben skydes en smule til højre og omvendt.
Derfor kan selv små spidser eller kroge genere hesten, da den ikke vil have frihed nok i kæbeleddet til at lave denne forskydning. Rider man hesten videre med disse problemer, vil hesten hurtigt begynde at aflaste andre steder i kroppen og kan til sidst have betydelige ømheder i nakken, kæbeleddet, halsen og ryggen.
Tandspidser kan blive skarpe som skalpelblade og lave betydelige sår i mundens slimhinde, især omkring kinden, hvor næsebåndet er placeret. Det bør man tage hensyn til, når man strammer næsebåndet, som ikke må strammes mere, end at man kan have 1 finger imellem kæben og næsebåndet.
Unghesten har det største tandskifte i perioden, fra den er 3 til 5 år gammel. Det betyder, at den har de største gener i den periode, hvor den skal tilrides, uddannes og måske fremstilles til kåringer, championater eller lignende konkurrencer. Mange af hestens nye tænder vokser frem med en form for spidser. Derfor er det vigtigt for hestens arbejdsglæde og velbefindende, at unghestens tænder undersøges hyppigere.
Nogle ungheste har glæde af at rides med f.eks. hannoveransk næsebånd i den periode, da man så ikke strammer næsebåndet omkring kinden. Ligesom langt de fleste ungheste fungerer godt på et tungere bid, da det giver ro i munden under ridning. Her oplever vi, at et kobberbid, som er massivt, fungerer bedre end et stålbid, som er hult.